Kategoriarkiv: Nyheder

Nye Corona restriktioner.

Hej Skovboere.

Så fik vi nye restriktioner igen. De får helt sikkert betydning for vore planlagte aktiviteter og klublivet som sådan.
Bestyrelsen har besluttet at vente med beslutninger i den anledning til Hovedbestyrelsen har haft mulighed for at udstikke eventuelle generelle retningslinjer gældende for hele PH.
Derfor vil vi afvente et par dage inden bestyrelsen træffer beslutning om vore egne allerede annoncerede aktiviteter. Vi forventer dette kan ske senest mandag den 26. oktober.
Indtil da kan klubbens faciliteter benyttes som hidtil, selvfølgelig under iagttagelse af samtlige nye begrænsninger.

Venlig hilsen Bestyrelsen.

Maddag.

Tirsdag den 20. oktober var sæsonens sidste maddag.
Der var Covid-19-deltagerrestriktioner, men forventningerne blandt de 21 medlemmer vi kunne være var høje, og ingen gik skuffede eller sultne fra bordet.
Menuen fasanbryster i flødesauce, dertil Waldorf-salat og kartoffelmos, det er prøvet før, og det holder stadig. Vi glæder os allerede til næste års sæsonafslutning i håbet om samme menu og mere normale forhold, så flere kan få fornøjelsen.
Tak til Susanne, Finn og Torben Alrik, som havde lavet den lækre kartoffelmos.

Kåring.

Tirsdag den 20. oktober var kåringsmanden og hans figurant tilsagt til kåring i Skovbo. Fire hunde var tilmeldt, men lad det være sagt med det samme, det gik ikke helt som forventet.
Af de 4 bestod desværre kun én. Tillykke med kåringen til:

Lone Dehn Kørvell og Gen-chis Oberst, kld. Scully, Skovbo, bestået med flotte 105,8 point.

Peter Svane og Annabelle, kld. Bella, Frederiksværk, kunne desværre på dagen ikke bestå i Stop af stokbevæbnet person.
Jens V. Hansen og Jenos Ula, Skovbo, kunne desværre på dagen ikke bestå i rundering.
Hasse Olsen og Vandalens Saxo, Skovbo, opnåede desværre ikke point nok til at bestå.

Vi håber på bedre held næste gang til de 3, det ikke lykkedes for.
Tak til kåringsmand Carl Hulgaard og figurant Jesper Olsen for et sagligt og fair stykke kåringsarbejde.

Klubmesterskab i Unghunde- og Patruljeklasse 2020.

Lørdag den 17. oktober, i strålende vejr, blev klubmestrene i unghundeklasse og patruljeklasse fundet. Det blev en dejlig dag med deltagelse af 6 af vore patruljehunde. Desværre var der med et afbud bare en unghund til start.

Lydighed og stop blev udført i klubben, spor på Giesegaard og rundering på ”koteletten”. Det blev en dag, som overraskede både tilrettelægger og vist nok også hundeførerne lidt både med hensyn til den sværhedsgrad som terrænerne dikterede, men også til de små overraskelser man som hundefører oplever, som for eksempel: ”det har han/hun aldrig gjort før”.
Resultatet af disse vilkår ses herunder:

Unghundeklasse:
Klubmester 2020 med 150 point: Jimmi Laustrup og Sund Hund Modi, kld. Mezzi.

Patruljeklasse:
Klubmester 2020 med 191,8 point: René Bo Lindhardt og Amagers Harvey.
Nr. 2 med 187,7 point: Martin Lind og Laguso Hares, kld. Batman.
Nr. 3 med 181,7 point: Dennis Rasmussen og Zerberuzdks Gangster, kld. Messi.
Nr. 4 med 168,2 point: Karsten Staanum og Nixon von der Burgstätte.
Nr. 5 med 167,3 point: Per Due Jensen og Amagers Rasko, kld. Rasso.
Nr. 6 med 162,2 point: Annitha Munkholm Alrik og Amagers Figo.

Tillykke med resultaterne til alle og et særlig stort tillykke til klubmestrene.
Til slut tak for en dejlig dag i klubben til alle men en særlig tak til de 12 der fik det hele til at køre.

Husk: Der er klubmesterskab for K+V den 8. november. Vær gavmilde med jeres hjælp. Husk også kåringen den 20. oktober kl. 1000.

Klubmesterskab i kåringsklassen 2020.

Lørdag 10.10.2020 blev klubmesteren i kåringsklassen fundet. Af vores omkring 10 kåringshunde var 6 tilmeldt, men med et afbud fredag aften endte vi på 5 i konkurrence.

Det blev en god dag med overraskende godt vejr, trods en regnfuld morgen. Arealerne var fine, lydighed og bid på pladsen, rundering på ”knolden” og spor på græs.
Vi instruktørers forventninger var høje. Vi håbede på at slippe af med dem fra kåringsholdet, med en kåring selvfølgelig. Konkurrencen fungerer også som prøvekåring.
Og hvordan gik det så?

Klubmester i kåringsklasse 2020 med 106,3 point: Lone Dehn Kørvell med Gen-chis Oberst, kld. Scolly.
Nr. 2 med 102,3 point: Jens Vilhelm Hansen med Jenos Ula.
Nr. 3 med 99,8 point: Hasse Olsen med Vandalens Saxo.
Nr. 4 med 94,6 point: Carsten Persson med Amagers Zaco.
Nr. 5 med 84 point: Gitte Kirstine Koch med To-se-tas Friggas, kld. Carla.

Desværre kunne nr. 4 og 5 ikke på dagen honorere kravene til bestået kåring, hvorfor kun 3 blev indstillet. En kåring, som kåringsmanden allerede er ved at tilrettelægge.

Tillykke med resultaterne og ærgerligt for dem, som ikke lige havde heldet med sig i dag. Vi ses snart igen.

Tak til de 10 som hjalp hundeførerne gennem konkurrencen.

Årsfesten 2020 er aflyst.

En beklagelig men nødvendig beslutning truffet på baggrund af den nuværende situation med Covid-19, regeringens restriktioner, sundhedsmyndighedernes opfordringer i forbindelse hermed samt usikkerheden om udviklingen og de deraf følgende muligt kommende restriktioner.

En samlet vurdering af det uigennemførlige i at afholde en ”rigtig” Årsfest under sikker og forsvarlig overholdelse af gældende restriktioner og sundhedsmyndighedernes opfordringer, samt hensynet til medlemmernes sikkerhed, førte på bestyrelsens møde den 8. oktober til beslutningen om af aflyse.
Når dertil lægges hensynet til vore partnere i forbindelse med afviklingen af Årsfesten og de økonomiske konsekvenser heraf, for os og for dem, var det åbenlyst, at beslutningen var nødvendig og måtte træffes nu.

Rigtig mange årsfestrelaterede temaer var forinden til debat og indgik i beslutningen. Meget er anderledes dette år, men der var enighed on, at en præmieoverrækkelse ikke måtte mangle. Der er vundet mange præmier hjem til Skovbo, og de skal naturligvis afleveres til rette ejermænd under så festlige og værdige forhold som omstændighederne tillader.
Bestyrelsen arbejder derfor på at udtænke et koncept, hvor den traditionelle præmieoverrækkelse kan ske på en ny men stadig festslig og værdig vis under hensyntagen til gældende restriktioner og vore medlemmers sikkerhed.
Så snart der er nyt om hvordan, hvor og hvornår det sker, vil det blive kommunikeret ud til medlemmerne på hjemmeside og Fb.

Det blev besluttet, at maddagen den 20. oktober kan gennemføres dog med en begrænsning i deltagerantallet på 22, så myndighedernes restriktioner overholdes. ”Først til mølle” princippet vil blive anvendt ved tilmelding.

Et fuldt referat af bestyrelsesmødet den 8. oktober vil om kort tid være tilgængeligt på hjemmesiden.

Skovbos DM reception.

Receptionen for vore DM-deltagere tirsdag den 29. blev en lærerig og hyggelig begivenhed for de ca. 35 medlemmer, som var mødt op for at hylde dem. To af DM-hundeførere, Jan Verner Larsen og Ole Boy Sørensen, blev desværre forhindrede i at deltage, men de øvrige 5 samt flere af vore DM-dommere og figuranter deltog og tak til dem alle for deres helt fremragende beretninger fra DM.
Tak til Søren Bjæverskov og Sten Holst-Christensen for fortællingen om eftersøgnings- og sporarbejde i vinderklassen og til Torben Alrik for beretningen om hans oplevelser som dommer på hovedstandpladsen.
Dog blev hundeførernes beretninger om deres oplevelser aftenens højdepunkt. Tak til Jens Andreasen for historien om hans eftersøgning i vinderklassen, hvor han vist nok kunne have opnået flere point, hvis han var gået den anden vej rundt. Tak til Thomas Ritter for hans fortælling om spor og felt i kriminalklassen, til Annitha Alrik og Renè Lindhardt om deres oplevelser på runderingen i patruljeklassen og tak til Martin Lind for en beretning om hvordan man ved uheld og lidt manglende skarphed i programmet kan miste sin 10-er.
Alle disse beretninger efterlader hos os der lyttede med ingen tvivl om, at det på konkurrenceplan var et fremragende DM. På deltagerenes beretninger hørte man, at dette faktum havde overskygget de særegne omstændigheder ved mesterskabet 2020 i øvrigt.
Igen tillykke til vore DM-deltagere og tak for en dejlig Skovboaften.